

Ja! Du behøver ikke have taget kurser, have erfaring med at drive virksomhed eller have hæklet i adskillige år, for at starte en hæklevirksomhed. Jeg plejer at sige, at hvis jeg kan, så kan du også.
MIN BEGYNDELSE
Da jeg startede, var jeg slet ikke klar over at man kunne tjene penge på at hækle. Jeg husker en af de allerførste opslag jeg lavede på Instagram, hvor en fremmed kvinde skrev og spurgte om hun kunne bestille sådan en top. Langsomt begyndte det at gå op for mig, at det faktisk var muligt at tjene penge på.
Når det kommer til hækling er der også mange forskellige måder at tjene penge på det på. Det afhænger både af hvad du er god til, hvad du kan lide at lave og hvad andre er villige til at betale for.
Sommetider skal du være i gang i lidt tid, for at opdage hvad folk er interesserede i og hvad du er god til og andre gange vil folk kontakte dig direkte og fortælle dig, hvad de vil have.
FIND UD AF HVAD DU KAN, HVAD DU VIL & HVAD ANDRE VIL BETALE FOR
Kan du lide at designe noget som en kunde bestiller dig til? Vil du hellere selv bestemme den krproces? Vil du skabe fysiske produkter og sælge dem eller lave produkter på bestilling? Eller vil du lave digitale produkter som fx opskrifter eller kurser?
Når du har fundet ud af det område du ønsker at arbejde i, så skær processen ned til mindre dele – hvad indebærer det – skridt for skridt. Hvilke opgaver kan du lide og er god til? Hvilke opgaver bryder du dig mindre om? Det er vigtigt at forstå dine egne begrænsninger og talenter, så du har overbliuk over det.
Måske vil du samarbejde med andre hæklere, fx designe for dem eller hækle for dem eller skrive deres opskrifter? Hvad er det for et slags arbejde du ønsker at skabe for dig selv? Skriv det hele ned, skriv alle dine ønsker og behov ned, og alt det som afholder dig fra det. Det er okay at bede andre om hjælp også, og det er okay at sige nej til noget, som du ikke vil eller kan finde ud af. Forvent ikke at du skal kunne det hele og kunne lide det hele, vi hara alle styrker og svagheder.


SKÆR NED PÅ UDGIFTER
Hvis du ligesom mig synes, at det allervigtigste er at være selvstændig, så tror jeg også du er villig til at ofre nogle ting for det. For mig har friheden i at have mit eget job, været meget højere end ønsket om at rejse, shoppe meget eller gå i byen. Men hvis det ikke er så vigtigt for dig at blive selvstændig, men du hellere bare vil tjene lidt ved siden af, så kan du sagtens fortsætte din livsstil og stadig tjene lidt ved at hækle på deltid.
Jeg er heldig at jeg ikke kun kan leve meget billigt, men at jeg også skaber produkter, som ikke koster mig særlig meget. Det koster mig ikke penge at lave en opskrift og eksportere den til en pdf-fil. Jeg bruger et gratis skriveprogram og det garn jeg bruger til at lave designs med, det bliver enten til et produkt jeg kan sælge eller bruge eller også piller jeg det op og skaber noget nyt.
SAMARBEJDE MED GARNFORHANDLERE & INFLUENCERE
Hvis du har cirka 1.000 følgere på dine sociale medier, kan det godt betale sig at tage kontakt til en garnforhandler.
Meget af mit garn har jeg også købt i genbrug til en billig penge og ellers har jeg indgået nogle sponsorsamarbejder med garnforhandlere, som har sendt mig gratis garn i modbetaling til at jeg deler billeder med det, jeg har kreeret. Når du sender sådan en mail, så hav fokus på hvad du kan bidrage med. Fortæl hvem og hvor dine følgere er fra, fortæl hvilke slags opslag du har tænkt dig at lave og hvordan de kan forvente at få flere kunder igennem dine opslag.
Du kan også oprette en profil på partner-ads.com. Det er gratis og her kan du ansøge om at bruge reklamelinks på din side. Hvis folk klikker på linket og køber noget igennem det, får du en procentdel af salget.
En sidste god idé er at indgå samarbejder med influencere – afhængig af hvilket slags arbejde du laver, så er det en god idé at finde en influencer med følgere som kunne være potentielle kunder. Hvis du sælger fysiske produkter, så find en influencer der passer din stil. Hvis det er opskrifter du sælger, så find en influencer, som har følgere der også kan lide at hækle.



OVERVEJ OM DU KAN TILBYDE ANDRE PRODUKTER
Det er vigtigt at huske, at du ikke behøver at holde dig til ét område, hvis du også brænder for noget andet. Fx kan du lave e-bøger, kurser, lydoptagelser eller videoer som du kan tage penge for. Tænk over hvad du er god til og hvad du kan bidrage med og samtidig hvad andre er interesserede i at betale for. Husk at værdsætte din egen viden og input – du er og kan noget specielt og det er penge værd.
Det kan også være du vil noget h elt andet – fx lave en hækleworkshop eller være mentor for andre hæklere, som ger
HVORDAN TJENER JEG PENGE?
I starten, da jeg ikke kunne leve af det endnu, tjente jeg penge på at hækle toppe på bestilling. Da jeg stadig var ret ukendt, kunne jeg ikke få en særlig fair pris for mine produkter og jeg måtte gentagne gange lave opslag omkring produktionen, for at minde folk om at det tager tid at producere håndlavet tøj. Entop der tog mig 6-7 timer at hækle (uden pauser), fik jeg 400 kr for. Så var der også levering oveni og prisen for garnet. Det kunne ikke betale sig i længden.
Min plan var egentlig at fortsætte med det, fordi jeg ikke var interesseret i at skrive opskrifter. Men med tiden så jeg, at der var færre der bestilte og flere der eftersprugte opskrifter, så derfor besluttede jeg mig for at skabe opskrifter, selvom jeg faktisk ikke brød mig om at skulle det – med tiden begyndte jeg ikke kun at kunne lide det men også opdage, at jeg var rigtig god til det.


FINDE BALANCEN
Alt hvad du laver i din virksomhed, kan ikke være lige sjovt. Noget kan du være rigtig god til, men ikke synes er særlig sjovt. Noget andet kan du synes er rigtigt sjovt, men er ikke særlig god til. Det er meget naturligt, at vores styrker og svagheder ligger forskellige steder. Det er også okay, at bede andre om hjælp og det er også okay at lave noget som du ikke synes er ligeså sjovt som det andet og det er også okay at sige nej til at lave noget!
Find ud af, om det er det værd. Hvis du kan tjene penge på at lave noget, som er nemt for dig eller som du er god til, så betyder det måske ikke så meget om du synes det altid er lige sjovt – hvis du tilgengæld får noget igen!
Hvis du decideret ikke kan udstå noget, er det måske en god idé at lægge fokus et andet sted.
TIL SIDST
For at kunne leve af at hækle, er det vigtigt at finde en balance mellem det du kan, det du kan lide og det andre vil betale for. Det er vigtigt, at hvis en opgave føles overvældende for dig, så husk at sæt en grænse. Sig ikke bare ja, fordi nogen er villig til at betale dig for det.
Og husk, at bliv ved med at mød dig selv i det, du kan lide – giv dig selv lang snor – både til at udforske de ting du kan lide, men også at prøve nye ting af. Samtidig, mød andre med et åbent sind, lyt til deres feedback, deres ønsker, deres idéer – hvem ved, måske vil du blive overrasket!
Husk at du altid er velkommen til at skrive til mig, hvis du har brug for hjælp på din hæklerejse. Du kan også finde min e-bog der beskriver mere i detaljer, hvordan du kan skabe dit eget job. Læs den her.
Du kan også læse mere om min rejse fra arbejdsløs på kontanthjælp med ptsd, kronisk angst og stress til selvstændig i min egen virksomhed lige her.