
Navn: Mette Marie
Alder: 20 år
Bopæl: Århus
Instagram: @strikkeriget
Om artikelserien
The Healing Craft Series består af kunsthåndværkere som deler deres tanker og følelse vedrørende deres kreativitet og om hvordan det at skabe noget, kan være med til at forbedre deres mentale helbred.
“Jeg har både angst og ADHD og strik er en stor hjælp for mig i min dagligdag. Det hjælper på den motoriske uro og koncentrationsbesværet at have noget i hænderne og det hjælper på angsten at have noget at aflede mig med. “
Mette Marie, @strikkeriget
Hvad er dit håndværk og hvornår startede du?
Jeg strikker og syr, men på Instagram er der primært fokus på mit strik. Min mormor var uddannet håndarbejdslærer, hende og min mor har altid været meget kreative. Jeg startede med at hækle som 7-8 årig på en sommerferie, senere lærte jeg at strikke og sy. Jeg har gået på produktionsskole hvor jeg syede i 2016 og har siden da syet meget. Siden 2019 har jeg også strikket næsten hver dag.
Hvad er det bedste tidspunkt/sted at strikke og hvorfor?
Når jeg skal koble af. Da jeg gik i gymnasiet strikkede jeg stort set altid i en times tid, når jeg kom hjem fra skole. Nu strikker jeg tidligt om morgenen på mine fridage mens jeg hører lydbog. Jeg strikker også altid om aftenen, det er nærmest det sidste jeg gør inden jeg går i seng.
Hvad inspirerer dig (i livet og når du er kreativ)?
Min kreative udfoldelse startede i høj grad som et behov jeg ønskede opfyldt; at jeg har svært ved at finde sweatre med lange nok ærmer, i god kvalitet eller de rigtige materialer – det samme gælder for når jeg syr, dette bruger jeg som inspiration. Strikke-Instagrams er også et meget inspirerende og til tider overvældende sted, hvor der konstant sker udviklinger og man får nye ideer.
Derudover inspirerer min familie og venner mig, de er gode til at komme med nye input og sige deres mening hvilket jeg sætter stor pris på! Generelt er jeg et meget lyst-styrret menneske, det gælder både i mit liv og når jeg skal skabe noget, at jeg gør det fordi jeg har lyst.

Hvordan hjælper/har dit håndværk hjulpet dig og dit mentale helbred?
Jeg begyndte at strikke min sundaysweater, som ses på billedet, fordi jeg skulle være alene hjemme i 14 dage og jeg vidste dette ville være en stor udfordring for mig og min angst. Sweateren gav mig en adspredelse og gjorde at jeg i perioder slet ikke tænkte på eller mærkede min angst.
Dette er nu et år siden og sweateren er gået hen og blevet min yndlings. Jeg har både angst og ADHD og strik er en stor hjælp for mig i min dagligdag. Det hjælper på den motoriske uro og koncentrationsbesværet at have noget i hænderne og det hjælper på angsten at have noget at aflede mig med.
Jeg har i det sidste år erfaret at det er nødvendigt for mig at have nogle konkrete rammer omkring mit håndværk for at kunne nå i mål med projekter. Inden min sweater havde jeg tusind ufærdige projekter samtidig. Nu har jeg oftest et, og højest to projekter af gangen, og køber sjældent garn til nye inden jeg er færdig med det forrige. Derudover følger jeg stort set altid opskrifter til punkt og prikke. Uden disse rammer ville jeg aldrig blive færdig med projekterne.
Hvad er dine råd til andre kunsthåndværkere (eller nystartede kunsthåndværkere)?
Del din begejstring med andre. Jeg var meget tilbageholdende med at oprette min strikke-Instagram og min søde veninde skulle næsten tvinge mig til at oprette den. Jeg havde aldrig i mit liv forventet at min omgangskreds ville være interesseret i mit strik, i det omfang det viste sig de var. Det er skønt at kunne dele sin interesse med andre.